stormveig

Dubai, Abu Dhabi og Doha

Burj Khalifa 842 m

Dubai 2013

Afrejse til Dubai

Vi tog flyet EK152 med Emirates kl. 14 fra Københavns lufthavn. For os fire kostede det ca. 9900 DKK. Sammen med onkel, som vi havde taget med, fandt vi vores plads bagerst i flyet, hvor det skulle vise sig, at vi fik rigelig plads, da flyet langt fra var fyldt. I sammenligning med eksempelvis Lufthansa kan vi klart anbefale at flyve med Emirates.

Kl. ca. 23.45 satte flyet hjulene på landingsbanen i Dubai’s internationale lufthavn. Vi fik vores bagage og tog en taxa til vores hotel, Oasis Club Hotel, hvor vi har booket en lejlighed til søndag d. 17. marts inkl. morgenmad.

Vores første dag i Dubai, onsdag d. 13. marts, tog vi en taxa til Mall of Emirates, hvor hele dagen gik med butikskiggeri. Her ligger Dubai’s skibakke inklusive pingviner placeret bag store ruder, så man kan stå ude i centrets tempererede klima og kigge ind på folk i lånt skitøj. Aftensmaden endte vi efter en travetur med at bestille på hotellet. Den blev indtaget i lejligheden.

Torsdag d. 14. marts havde vi på forhånd booket billetter til verdens højeste tårn, Burj Khalifa. Billetterne kostede 130 AED pr. voksen, børn 0-3 år gratis. Vi havde bestilt tur til 10.30. Efter en halsbrækkende tur med taxa gennem Dubai, nåede vi i god tid til målet. Efter en elevatortur på under et minut op til 124. etage, hvor vi som besøgende kunne få adgang til, kom vi op og blev vidner til en fremragende udsigt over Dubai.

Nede igen tog vi en tur igennem Dubai Mall, som ligger i tilknytning til tårnet. Her var alle de lækre og ikke mindst dyre butikker. Desuden kunne man her få et glimt ind i Aquarium Dubai, som ligger sikkert forsejlet bag verdens største akrylglasrude på ca. 8 m x 32 m. Endnu en verdensrekord placeret i Dubai…

 

 

 

 

Fredag d. 15. marts tog vi en tur til Jumeirah Beach Park (entré: 5 AED pr. voksen), hvor lilleprinsen fik lov at boltre sig med spanden og skovlen i vandkanten. Vandet her på denne årstid er ikke så lunt som i Mexico, men der er ikke noget i vejen for en hurtig dukkert. Vi var lidt spændte på at se, hvordan man tager på strandtur i et muslimsk land, men det er ikke noget problem. Ved stranden er der et skilt med, hvad der er tilladt i forhold til påklædning og deslige, og det fungerer udmærket. Dog skal man også have i mente, at mange af de mennesker, vi mødte på selve stranden i Jumeirah enten er vestlige turister eller vestligt inspirerede. I den tilstødende park er der dog flere muslimer, der vælger at tilbringe fredagen, som i øvrigt er en helligdag her, i træernes svalende skygge i selskab med deres familie og en grill.

Efter stranden og parken fik vi lige en hurtig sandwich, inden turen gik forbi Burj Al Arab (på dansk: Sejlet), hvor vi lige fik skudt et par billeder, inden turen gik videre mod The Palm. Her blev vi kørt ned til ’enden’, hvor vi blev læsset af ved Hotel Atlantis. Et hotel med vandland og delfinpark m.m. der rejser sig majestætisk som kronen på værket i det øverste af den menneskeskabte palme. Aftensmaden blev indtaget på Dubai Marina, hvor vi også fik mulighed for at kigge nærmere på et nyt hotel, der er på nippet til at stå færdigt. Vores taxichauffør fra først på dagen fortalte os, at det exceptionelle ved dette hotel er, at det drejer rundt. Efter aftensmaden gik turen hjemad til vores hotel i Bur Dubai i den anden ende af byen.

Lørdag d. 16. marts 2013 startede dagen med afslapning ved hotellets dejlig opvarmet pool. Børnene fik lov at hygge sig og med en god middagslur i bagagen begav vi os af sted fra hotellet omkring kl. 16. Vi satte næsen mod Creeken, hvor det er muligt at få et indblik i, hvordan de gamle beduinere levede, førend Dubai blev til en glitterby. Her fik vi bl.a. set de smukke gamle vindtårne, som var datidens svar på nutidens aircondition.

Derefter gik vi ned til Creeken, som vi fulgte op til bådtaxiernes holdeplads. På vejen rundede vi Old Souk, som er en blandet landhandel af tøj og stof i metervis. Fremme ved taxierne fik vi plads med to klapvogne i den ene side af båden. Båden i sig selv kan vel rumme omkring 20 personer. Vi betalte 1 AED pr. voksen for turen til den anden side. På den anden side blev vi nærmest læsset af i Spice Souk, hvor der handles med alskens krydderier. Vi satte dog hurtig næsen mod Gold Souk, Her blev vi mødt af en gade med små butikker fulde af guld og sølv i alle mulige afskygninger. Vi fik fortalt, at guldet har sin oprindelse lokalt fra området UAE.

Igennem ’guldgaden’ uden at være blevet fattigere, gik vi på jagt efter et sted at indtage vores aftensmad. Desværre syntes det nærmest umuligt at opstøve en restaurant, så da vi endte nede ved taxibådene igen, besluttede vi at tage en båd tilbage igen og finde et spisested på den anden side. Det lykkedes os ganske hurtigt, og vores maver blev fyldt med ris, nudler, rejer og grillmix. Derefter gik turen hjem til hotellet med en lille isdessert undervejs. I morgen går turen sydpå til Abu Dhabi med taxa kl. 12.00

Søndag d. 17. marts gik formiddagen med at pakke. Kl. 12 blev vi med lidt snilde pakket ind i en Toyata Sportsvan og kursen blev sat mod Abu Dhabi. Efter ca. 1 ½ times kørsel nåede vi Abu Dhabi. Med lidt besvær fandt vi vores hotel, Murjan Asfar, hvor vi har booket en lejlighed til onsdag. Vi betalte lidt under 3000 DKK for tre overnatninger. Da vi havde tjekket ind, indtog vi frokost på hotellet, hvorefter det gik i taxa til Sheikh Zayed  moskéen. (I parentes bemærket viste termometeret i taxaen 38 C udenfor). Efter et kvarters kørsel nåede vi ud til dette kæmpemæssige bygningsværk, som er et overflødighedshorn af overdådighed – fantastisk smuk udenpå og ’pyntet’ i mellemøstlig stil indenfor. Bagefter tog vi hjem på hotellet, hvor vi indtog pizzaer fra Pizza Hut i lejligheden.

Mandag d. 18. marts tog vi først til Emirates Palace – et af verdens fineste hoteller. Desværre blev vi her afvist af sikkerhedsmanden, som hentydede til for korte bukser. Som i den store moské var der også her et skilt med anstændigt tøj, som helst skal dække skuldre og nå til under knæet. Vi kørte derfor videre til Marina Mall, hvorfra vi begav os videre til fods mod Heritage Village. Fortovene hernede er ganske udmærkede – det besværlige er de høje kantsten. Det var gratis at komme ind i Heritage Village, hvor det er muligt at få et indblik i beduinernes levevis. Desuden kan man få nogle fantastiske panoramabillerne af bugten ind over Abu Dhabi skyline og med Emirates Palace i baggrunden.

Derefter tog vi en taxi ned til strandpromenaden, Corniche, hvor vi blev sat af på Family Beach, hvor vi fik lidt frokost. Derefter gik turen hjem til poolen og senere fik vi en dejlig aftensmad på Vango´s ved stranden lige over for Hilton. Dejligt at spise aftensmad på terrassen i marts måned.

Tirsdag d. 19. marts var der dømt action på programmet. Vi lagde hårdt ud i Ferrari World i verdens hurtigste rutchebane med en tophastighed på 240 km/t på under 3 sekunder – det gik stærkt. Mens Allan blev tilbage med banditterne, tog Morten og Malene en tur til Yas Marina Circuit, hvor der køres Formel1. Vi fik en rundtur og fik lov at snuse lidt til biler og lokaliteter på banen. Og vi kan oplyse, at det er SevenUp, der kommer ud af champagneflaskerne. Herefter tog vi kort tilbage til Ferrari World, hvorefter turen gik hjemad. Om aftenen lagde vi et hurtigt smut forbi Emirates Palace.

Onsdag d. 20. marts gik turen med Qatar Airlines til Doha i Qatar. Vi fløj af sted fra Abu Dhabi kl. 11.00 og landede i Doha kl. 11.00 lokal tid. Det var ret specielt at flyve fra Abu Dhabi lufthavn, hvor vi på tæt hold fandt ud af, hvor stor forskel der er på forståelsen af flysikkerhed i Mellemøsten og i Europa. I Doha tog vi en taxa til vores hotel, Royal Qatar Hotel, som ligger i den gamle bydel. I receptionen fandt vi ud af, at hotellets pool var under renovation, hvilket var et stort minus for os. Resten af dagen gik med en lur på værelserne (502 og 504).

Om aftenen gik vi en tur ned i den ’gamle’ Souk, Waqif Souk. Denne Souk er ny og indbydende, men bygget i oprindelig stil, så man får den her specielle atmosfære, der hersker på et marked. Her er alt, hvad et marked skal indeholde og tilmed hyggelige restauranter, hvor vi spiste aftensmad. Denne aften sad de lokale kvinder på pladsen bagved Souken og lavede mad på deres små interimistiske kogestande og solgte bl.a. pandekager til de forbipasserende.

I Doha kan man godt mærke, at befolkningen er mindre vant til turister. Der bliver kigget lidt mere, men ellers er alle flinke og især vores lille prinsesse vækker stor begejstring hos de fleste som på hele rejsen fra Dubai og hertil.

I dag fredag gik vi ned til Corniche (strandpromenaden) og begav os mod det nye Doha og skylinen på den anden side af fjorden. Man kan tydeligt se, at der er i gang med at ske noget i Doha, som jo eksempelvis skal hoste VM i fodbold i 2022. Der bliver bygget i stor stil over det hele, så det kan godt virke mindre indbydende at gå rundt i byen. Et godt stykke henne ad strandpromenaden forsøgte vi at komme over på den anden side af fjorden med båd. Men de skulle have 100 Dirham (over 150 DKK) for at sejle os 1 km, så det afslog vi og tog en taxa i stedet. Vi blev læsset af i City Center, som er et indkøbscenter. Her gik resten af dagen med at kigge på butikker, inden vi nåede hjem på hotellet omk. kl. 18.30. Aftensmaden blev bestilt på hotellet.

Fredag d. 22. marts kørte vi en times tid sydpå i taxa ned til Sealine Beach Resort. Her blev Allan sat af med børnene, mens Morten og Malene tog taxaen videre for at leje quadbikes (4-hjuls motorcross’er). Det kostede os 350 Dirham for en time. Morten var en lykkelig julegris med sit filmudstyr sat på bilen og rundt om maven. Dog kunne han godt have ønsket sig en nyere udgave af køretøjet. Efter en times kørsel rundt i sanddynerne returnerede vi til Sealine Beach Resort. Vi blev samlet op af en taxa på vejen, hvor der i forvejen sad et dansk par, der var på vej ud for at se på nogle såkaldte syngende sanddyner. Tilbage på resortet kom Allan ud med børnene og vi betalte en af hotellets biler for at køre os tilbage til Doha. Herfra gik det videre til Mercure Hotel et kvarters gang herfra for at tage en dukkert i poolen. Det viste sig dog at være en utrolig kold fornøjelse. Tilbage på hotellet igen inden aftensmaden blev indtaget i Souk Waqif.

Lørdag d. 23. marts kom vi sent af sted fra hotellet. Vi satte os ind i taxaen og fortalte, at vi gerne ville ud til ’The Pearl’ – en pendant til Dubai’s ’The Palm’. Disse kunstige formationer ud i havet koster 2,5 billioner dollars. Da vores chauffør ikke forstod særlig godt engelsk, endte vi først et smut i Katara Heritage Village. Her er der mulighed for at nyde en strandtur eller besøge det store og smukke amfiteater. Efter lidt slentren, tog vi en taxa videre ud til ’The Pearl’. Vi fik en lidt underlig taxatur med en chauffør, som først forlangte 20 dirham uden taxameter, hvilket vi syntes var i overkanten, til slet ikke at ville have noget. Der står i taxaernes vinduer, at hvis taxameteret ikke kører, er køreturen gratis. Vi endte med at betale 15 dirham. Vi gik lidt rundt i Porto Arabia og kiggede på gigantiske både og indtog frokost på en burgerbar.

Derefter tog vi en taxa rundt på ’The Pearl’. Vores 43-årige indiske taxachauffør fra Delhi var herovre at arbejde for en 2-årig periode og regnede først med at returnere til Indien i slutningen af 2014. Hjemme i Indien befandt hele hans familie sig, kone og fire sønner på 4, 6, 8 og 10 år. Han fortalte, at han fik 1200 dirham om måneden for at køre taxa. Der var ikke noget arbejde for ham i Indien. Han sendte penge hjem hver måned og talte i telefon med familien en gang om ugen. Han ønskede inderligt at give sine børn en god uddannelse. Han fortalte også, at folk som ham skal betale, hvis de skal på hospitalet, hvorimod det for de lokale er gratis. Han satte os af i Villagio – et indkøbscenter i italiensk stil med gondoler i voksenstørrelse og et kæmpe legeland. Derefter kørte vi for at gøre os klar til flyrejsen til Dubai i morgen. 

Nyeste kommentarer

26.03 | 05:19

Flot side. KH. Baur

23.01 | 22:41

Storm er godt nok sej og hvor fin Solveig er Og et flot landskab

20.01 | 17:03

det ser spændende ud Malene &Allan i må ha en fortsat god tur hilse Lars

19.01 | 18:10

Åh, hvor I da oplever noget, I må trænge til ferie når I kommer hjem. O...